I min krop visner et frugttræ
min skulder er råddenskab
Fordærvede dadler angrebet af fugt
Min sjæl har allerede meget længe
været som de afbrændte marker
En sortbrun sveden oase
Vi er ikke i berøring
med naturen længere tænker jeg
Et øjeblik tænker jeg at vi har
ødslet alle vores gaver bort
Hver enkelt af de gule stubbe
er en erindring
Erindringen denne nu glemte
|